Accepter dine strækmærker, buler og skøre navle!

Før jeg blev gravid med Marius i december 2014, havde jeg det rigtig godt med min krop.
Jeg var tilfreds med det jeg så når jeg kiggede mig selv i spejlet.
Da jeg blev gravid med Marius, havde jeg slet ikke forestillet mig, at det skulle blive et problem for mig, med strækmærker, stor mave og delte mavemuskler.

Under min graviditet med Marius tog vi billeder af min mave hver uge, jeg har i lang tid været ked af at kigge på de billeder. Jeg var træt af at min mave blev så stor, at den var fyldt med strækmærker og at den ikke så ud som de fleste gravides maver.

Siden hen er jeg faktisk blev lidt stolt af de billeder, for der er kommet jordens dejligste unge ud af den mave, så det er egentlig okay med mig, at den har fået lidt tigerstriber. Men det tog noget tid at komme der til.

Derfor vil jeg gerne vise jer dem her.

Jeg husker tydeligt de mange kommentarer jeg fik, også fra fremmede, ”hold da op din mave er stor”, ”er du sikker på at der ikke er to der inde?”, ”wow, hvornår har du termin, det må være lige om lidt?!”
Når man så svarer ”nej, der er kun en og der er 2 måneder til termin” fik jeg de vildeste øjne og et ”hold da op, så når du da at blive stor hva’?”

Ja, jeg nåede at blive stor, det var ikke sjovt – men for pokker, det er jo ikke noget man selv bestemmer! Hvis jeg nu havde siddet på min flade bagdel og proppet mig med kage, ja så kunne jeg forstå det – men det gjorde jeg ikke. Jeg var på det tidspunkt træner i en løbeklub, og helt op til ugen før min fødsel var jeg med på cykel sammen med løberne.

Jeg brugte meget energi på at blive irriteret over folks kommentarer, og de gjorde ondt på mig – for det var jo ikke noget jeg kunne gøre noget ved.

Ting tager tid

Efter fødslen gik der LANG tid, inden jeg syntes det var rart at kigge mig selv i spejlet igen. Faktisk var det først sidste år jeg begyndte at acceptere, at min mave aldrig kommer til at se ud som før, at der er strækmærker på mine hofter, at min navle aldrig blev en ”rigtig” navle igen og at mine mavemuskler stadig er en smule delt, til trods for mange timers træning ved fysioterapeut for at få dem samlet igen.

Min fødsel med Marius endte i et akut kejsersnit, så min krop var smadret efter fødslen.
Jeg fik af vide af lægen, at jeg basicly havde født to gange. En gang normalt (ja, de kunne se hans hoved, den lille lort ville bare ikke ud) og en gang med kejsersnit.
Derfor gik der selvsagt noget tid inden jeg kunne begynde at træne igen.

Da jeg så blev gravid med lillesøster var noget af det første jeg tænkte ”åh, jeg håber ikke jeg bliver lige så stor som sidst” men gæt en gang, jeg bliver nok lige så stor, hvis ikke større.
For med delte mavemuskler, der ikke rigtig kan holde sammen på det hele og en mave/livmoder der allerede har været udvidet til max kapacitet, så er der ikke rigtig så mange andre muligheder – og det er faktisk okay med mig;-)

PYT!

Jeg skal nok overleve, jeg ved nu at det tager noget tid før min krop er tilbage igen, men jeg ved at den er der inde et sted, og at den nok skal komme tilbage, godt nok i en anden form end før, men for pokker, på det tidspunkt har jeg fået to børn og så syntes jeg faktisk det er okay.

Ja, kommentarerne omkring størrelsen af min mave irriterer mig stadig, det burde de nok ikke, men det gør de altså. Det er ikke så slemt som under sidste graviditet – men følelsen af ”HOLD NU KÆ*T, jeg kan jo ikke gøre noget ved det!” er der stadig

Nu til pointen

Puha, det var en lang smører for at komme frem til pointen!

Jeg har lært at acceptere mine nuværende og kommende strækmærker, min mystiske navle og mine ikke perfekte lår.
Derfor har jeg den her gang turdet gøre noget jeg bestemt ikke havde turde sidste gang.

Jeg har fået taget nogle rigtig fine graviditetsbilleder.

Jeg er pave stolt af mig selv, og ved I hvad, jeg er faktisk rigtig glad for billederne! Jeg er ikke ked af strækmærkerne på maven eller mine lår, for de vidner blot om at jeg er ved at lave et lille nyt menneske – og det er fandme da sejt, at kroppen kan det!

Billederne skal I selvfølgelig have lov til at se, og jeg håber at I vil tage godt i mod dem og være sød ved mig, det er meget uvant for mig at få taget billeder på den her måde.

Der skal også lige lyde en stor tak til min fantastiske mand, han er en af grundene til at jeg har lært at acceptere min krop som den er. Og så er han også fotografen bag de fine billeder – tak fordi du altid er med på mine skøre idéer.

Vær stolt af dine tigerstriber, din ikke så stramme mave og navlen der nok aldrig bliver en rigtig navle igen.
De er alle med til at vise, at du er en del af den eksklusive klub – mor klubben – og det er ikke altid lige nemt at blive medlem af den klub