#MomLife, Livsstil

Når 3 ikke bliver til 4

“Fuck, fuck, fuck, fuck!” Var det eneste der kørte på repeat i mit hoved, da jeg tirsdag D. 18. opdagede at jeg blødte lidt.
Straks skød jeg de grimme tanker væk, og fik da også hurtigt googlede mig til, at det er meget normalt at pletbløde tidligt i graviditeten. “Puha, det skal nok gå”.
Onsdag vågnede jeg med en klump i maven, noget var bestemt ikke som det skulle være. Jeg rystede, og var bange. Jeg var utrolig bange for at miste det lille liv jeg havde i maven, selvom jeg kun var i 6. uge. Det var meningen at jeg skulle have været på arbejde den onsdag, men efter et toiletbesøg kunne jeg konstatere, at der nu var mere blod. Min hjerne kunne på ingen måde fokusere på at være tilstede på arbejdet, så jeg ringede og sagde jeg havde migræne, (undskyld chef).

Heldigvis havde jeg en tid ved sygeplejersken senere samme dag.
Jeg tilbragte det meste af onsdagen i sengen, min krop rystede og min hjerne kørte med 200km/t. Ved lægen fik jeg besked på at ringe hvis det blev ved eller det blev kraftigere.
Om eftermiddagen blev det kraftigere, nu også med frisk blod.
Tårerne trillede ned ad mine kinder og jeg vidste udmærket godt hvad der var ved at ske.
Men med et mikroskopisk håb om at alt var okay, gik jeg i seng.
Torsdag morgen var den helt gal.
Vi fik fat i lægen og fik en akut tid kl. 12.

Jeg skal aflevere en urinprøve, så de kan lave en graviditetstest. Den test jeg afleveret kunne lige så godt have været en blodprøve, så meget blødte jeg nu.
Lægen snakker med min mand og jeg – jeg forklare og hun lytter. Hun vil gerne undersøge mig.
“Ja, det kan jeg godt se, der er mere blod en man vil se hos en gravid. Nicoline, jeg er ret sikker på at du er ved at abortere”
Der tabte jeg småkagen, for selvom jeg udmærket godt vidste, at det var det, der var ved at ske, så ramte ordet “abort” mig ret hårdt.
“Vi skal have taget nogle blodprøver, så vi kan se om dit HCG-niveau falder som det skal”
Av, jeg troede aldrig jeg skulle opleve det her. Jeg ved godt at det rammer mange, men det er ikke noget “man” snakker om, så jeg har aldrig skænket det en tanke, at det selvfølgelig også kunne ske for os.

Jeg er ked af det, det er enormt hårdt at vide, at det barn man havde, ikke kommer til at ligge i ens arme, og at man aldrig kommer til at møde det.
Jeg ved godt, at det er kroppens måde at skille fårene fra bukkene, og at det formegentlig er fordi der har været noget galt, men derfor er det stadig ufattelig hårdt.
Jeg ved at der sidder rigtig mange der ude, der har oplevet det samme som mig. Jeg ved også at der er mange der har oplevet noget der er meget værre.
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det skal være sådan et tabu at tale om, når der er så mange der oplever det. Tingene bliver bare meget lettere at håndtere, når man ikke skal gå og skjule hvordan man har det, men kan være åben omkring det.
Ja, det er virkelig hårdt at snakke om, når det ikke er længere tid siden. Men hver gang jeg siger det højt, eller snakker om det, så bliver det lidt lettere.
Jeg er også lykkelig for at vores forældre og søskende vidste at jeg var gravid, ellers havde det været endnu sværere at fortælle dem at det var gået galt.

Så kære dig, du er ikke alene om det, det er okay at sige det højt, og det er okay at være ked af det.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *