Syndig chokoladebombe i en kop
Syndig chokoladebombe i en kop
Nemt, hurtigt og lækkert!
Her kommer en opskrift, der er lidt farlig (på den gode måde)! Det er super nemt og hurtigt, og så smager det rigtig godt. Svampet chokoladekage med skumfiduser, nødder og mere chokolade – næsten som en kop varm kakao.
Vi kender vist alle sammen det, at man pludselig har en stor trang til en god chokoladekage, men man har ikke lige lyst/tid til at bikse en hel kage sammen. Her kommer denne kage dig til undsætning, den er nemlig super nem at lave, den passer til en person, og det bedste af det hele er, at der er kage på 5 min.!
Du kan nemt variere fyldet i kagen lige efter din egen smag, og hvad du har hjemme i skabene. Hvis kagen skal være ekstra syndig, kan jeg anbefale at prøve med en skefuld nutella, som hældes ovenpå kagemassen lige inden den sættes i mikroovnen.
* Når jeg laver denne kage, bruger jeg præcise måleskeer, når mængderne er så små, skal der ikke ret meget til før kagen bliver gummiagtig/meget flydende. Et sæt måleskeer kan købes i bla. Tiger for 20 kr.
Tak fordi du læser med
Du kan følge med på Instagram her og facebook her
Husk at du kan købe alt dit kageudstyr i webshoppen her
Ingredienser
- 4 spsk. Hvedemel
- 2 spsk. Kakao
- 0,25 tsk. Bagepulver
- 2 spsk. Sukker
- 1 knsp. Salt
- 5 spsk. Mælk
- 2 spsk. Olie
- 3 spsk. Mini skumfiduser
- 2 spsk. Hakkede pekannødder
- 2 spsk. Hakket chokolade
- Flødeskum
Sådan gør du
- Find en kop/et krus der kan tåle at komme i mikroovnen. Koppen skal kunne rumme ca 2-3 dl.
- Put alle de tørre ingredienser i koppen, og bland dem sammen med en gaffel. Tilsæt herefter mælk og olie og bland det, til det er en ensartet masse. Tilsæt skumfiduser, nødder og chokolade og rør godt rundt.
- Sæt koppen i mikroovnen og giv den 1 min. og 10 sek. på fuld power. (Min kan kun gå til 800W, og der passer tiden perfekt) Husk der er forskel på mikroovne, så din kage skal måske have mere eller mindre. Nyd kagen med lidt flødeskum og evt. et ekstra drys nødder, chokolade og skumfiduser 🙂
- Er du mere til valnødder eller hasselnødder, hvid chokolade eller måske karamel, kan du sagtens ændre på fyldet, som røres i kagen, så den passer lige til din smag.