Den her bombe af en Bastogne lagkage, smager helt sikkert af mere!
Derfor syntes jeg ikke I skal snydes for opskriften på en blød, lækker og cremet Bastogne lagkage. Den er forholdsvis simpel, kagen består af to ting, en lækker blød bund og en luftig frosting.
Jeg var så heldig, på min tur til Tyskland, at finde et glas med Biscoff Spred (Bastognesmør), så er du lige så heldig som mig, så kan du sagtens erstatte den hjemmelavet Bastognesmør med Biscoff spred. Jeg ved det kan købes forskellige steder på nettet også.
Bare husk at smage dig frem, da de ikke smager helt ens, den på glas er lidt kraftigere i smagen.
På den her kage har jeg også brugt Odense karamel sauce, (WOW det smager VIRKELIG godt, hvorfor har jeg ikke opdaget det noget før?!) jeg har brugt den som dryp ned ad siderne på kagen, du kan sagtens undlade det.
VIGTIGT!Når du laver denne lagkage, er det vigtigt, at alle ingredienserne har stuetemperatur, så mål og vej ingredienserne af i god tid, ellers risikerer du at det hele skiller.
Følg med på Instagram eller facebook for meget mere kageinspiration.
Start med at tage alle dine ingredienser frem, vej smør og mælk af (også det til frosting), slå dine æg ud i en skål og lad det stå ved stuetemperatur. Det er vigtigt at ingredienserne ikke er kolde når du bruger dem, på den måde undgår du, at din dej/frosting skiller når du pisker det.
Bastogne smør
Kom dine Bastogne kiks i en blender, og blend dem fint, tilsæt farin, kondenseret mælk og smør, og blend det til en ensartet masse, nu har du din Bastogne smør.
Bundene
Tænd ovnen på 180ºC varmluft og beklæd en springform (ca. 20 cm i dia.) med bagepapir i bunden og smør siderne let.
I en skål piskes smør, sukker, vanilje, farin og Bastogne smør sammen til en luftig masse. Hav tålmodighed, det tager lidt tid at få det lækkert og luftigt. Pisk et æg i et ad gangen, og lad dejen samle sig inden du kommer næste æg i.
Bland mel, salt og bagepulver sammen, og rør det i dejen. Til sidst tilsættes mælken og der røres rundt til dejen er ensartet.
Del dejen i 3 lige store portioner, og kom første portion dej i den springform og bag den midt i ovnen i ca. 20 min. Tjek om bunden er færdig ved at stikke en tandstik i midten, hænger der dej ved, så er den ikke færdig.
Når første bund er færdig lader du den køle 5-10 min. i formen inden du befrier den fra springformen og trækker bagepapir og kage af bunden. Lad kagen køle helt af på en rist inden du fjerner bagepapiret. Bag de resterende 2 bunde efter samme fremgangsmåde.
Frosting
I en skål piskes smørren luftig, det bliver helt hvidt når det er rigtig luftigt, og flormelis tilsættes lidt ad gangen, pas på du ikke ender i en sky af flormelis.
Når frostingen begynder at blive luftig, kommer du din Bastogne smør i. Det er lidt en smagssag hvor meget man vil have i, her er det din fornemmeste opgave at smage dig frem. Pisk ind til frostingen er let og luftig. Juster evt. konsistensen med mere flormelis, eller en smule mælk hvis den er blevet for tyk.
Samling
Placer din kagebund på det fad kagen skal serveres på. Kom en god grydeskefuld frosting på bunden, og fordel det jævnt på bunden med en palet. Pas på med at komme for tæt på kanten, lad der gerne være 0,5-1 cm. fri ud til kanten, da den næste bund nok skal få mast fyldet der ud. Placer bund. nr. 2 oven på og gentag.
Når du har placeret 3. bund på kagen kan du gøre 2 ting. Du kan lade siderne stå nøgne som de er, smøre et fint lag frosting på toppen og pynte med rosetter. Eller du kan smøre kagen op, som jeg har gjort, bruge Odense karamel sauce til at dryppe ned ad siderne og placere nogen smukke rosetter på toppen.
Kagen skal opbevares på køl, men smager helt sikkert bedst når den har stået ved stuetemperatur i ca. 20-30 min.
Vi hjælper hinanden